Taskedamerne
For Tanja Schrøder er det vigtigt, at hun kan hente praktiske råd hos sin mentor Tina Mikkelsen, der også producerer tasker. Mødet med Tina har løftet Tanjas forretning fra hobbyplanet til at blive en effektiv virksomhed.
Af Kirsten Winding
Tanja Schrøder laver tasker, bælter og tilbehør af traktorslanger TS Rubber Bags. Hendes mentor, Tina Mikkelsen, ejer CIMI Beauty Bags, der designer, producerer og forhandler kosmetiktasker til store butikskæder CIMI Beaty Bags.
Tanja er uddannet pædagog og fra København. I dag bor hun dør om dør med Tranekær Slot på Langeland. Her designer og producerer hun tasker af traktorslanger. Hendes mor kommer fra Langeland, og for 15 år siden flyttede Tanja fra København til Rudkøbing med sin søn. Hun har altid haft en kreativ åre og lavet ting selv og sammen med børnene i børnehaven. Ideen med at lave tasker af traktorslanger fik Tanja oprindelig fra en bog af Britt Jørgensen.
- Det er et spændende materiale at arbejde med, forklarer hun. Det er stærkt, det er både tykt og tyndt, og det er forholdsvis let at klippe og sy i.
Tanja har baggrund i 80’ernes modepunk i København og solgte i starten mest tasker til kunder i det miljø. Men i dag er det også pæne 40-50-årige damer, der køber taskerne. Der er ikke to, der er ens, både fordi slangerne er meget forskellige, og fordi hun dekorerer dem med stempler, nitter og ringe.
Hun har fuld tid med taskerne, og har kun halv tid som pædagog. Her i foråret har hun fået en praktikant via jobcentret, og bliver det ved med at gå ligeså godt som det gør nu, må hun stoppe som pædagog.
Grøn i business
I starten lavede Tanja kun lidt tasker til veninder og bekendte, men for tre år siden begyndte hun at sælge nogle af dem i slotsbutikken på Valdemars slot, og de blev revet væk. Folk fik øje på taskerne og begyndte at bestille dem vi forums på nettet. Der kom virkelig gang i salget. Hun sælger dem også på forskellige markeder, blandt andet Dark Market, og sidste år var hun med på Christianias julemarked.
- Det var simpelthen bedre end modemessen, udbryder hun.
Den helt store udfordring for Tanja har været at lære at drive en forretning. Hun kan sagtens producere 15 tasker på en weekend, men hun har ikke nogen handelsuddannelse.
- Jeg har malet og dyrket mine kreative sider hele mit liv, men sådan noget med forretningsplan, firmaprofil, revisor og bank, det har jeg måttet lære helt forfra.
Tanja har hele tiden lavet taskerne i sit hjem, hvor hun har en enkelt sadelmager-symaskine. I august 2009 tog hun kontakt til Væksthus Syddanmark, og det blev klart for hende, at hun ville være selvstændig.
- Men alt det der med Startvækst var ikke lige mig. Jeg manglede helt klart hjælp og rådgivning, og heldigvis blev Torben Buch min kontaktperson. Han hjalp mig med at søge fondsmidler. I første omgang fik jeg afslag, men vi søgte igen, og denne gang fik jeg 50.000. Det var fantastisk dejligt. Som enlig mor havde jeg nemlig slet ikke midler til at investere i min virksomhed, så det gav mig et løft.
- Torben kunne se, at jeg havde brug for en mentor. Han foreslog flere mulige for mig, men det var først da jeg hørte om Tina, det gav mening for mig. Hun var egentlig mentor for min veninde, og jeg havde set hende i Væksthusets blad ”Vækst”, hvor hun var fotograferet med sine tasker. Det at Tina producerer tasker og kender markedet, så jeg som en fordel.
Aldrig set hinanden
Selvom geografien gør, at mentor og mentee endnu aldrig har mødt hinanden, er Tina Mikkelsen det helt rigtige match for Tanja. Tina bor og driver sin virksomhed i Esbjerg. Hun har foreløbig kun været mentor for Tanja i tre måneder. Kontakten blev skabt af Væksthus Syddanmark.
Tina har selv skabt en blomstrende virksomhed, CIMI Beauty Bags, der producerer kosmetiktasker på en fabrik i Kina og sælger dem til en lang række store butikskæder i Danmark og udlandet. For hende er det en helt naturlig udvikling at blive mentor og på den måde give sin viden videre.
- Selvfølgelig tager det tid, men for mig er det en personlig tilfredsstillelse at hjælpe andre på vej. Hvis mine erfaringer kan bruges af andre og give dem et løft, er det en stor tilfredsstillelse.
Tina har en handelsuddannelse og er selvlært som designer. Hun har været selvstændig så længe, hun kan huske. I 80’erne drev hun en modebutik, der solgte sko og tasker sammen med sin mor. Og ofte i tilværelsen er det om at tage chancen, når muligheden opstår, mener Tina:
- For mig kom muligheden i 1992, da jeg foreslog et af vores mest solgte taskemærker at repræsentere dem på det danske marked. I kollektionen var en lille linje kosmetiktasker, som min mentor, min mor, mente skulle præsenteres for Matas. I dag har Cimi eneforhandling til Matas af kosmetiktasker under forskellige varemærkebeskyttede brands.
Tina Mikkelsen har været mentor for flere gennem de sidste år. For nylig afsluttede hun et forløb i Young Enterprise med fire unge studerende på Esbjerg Tekniske handelsgymnasium. De skulle til danmarksmesterskab med deres fiktive firma i april, og målet var at komme blandt de 10 bedste. Det lykkedes.
- Det er meget forskelligt, hvordan jeg har kontakten med dem, jeg er mentor for, forklarer Tina. Nogle følger jeg over længere tid, andre har kun brug for nogle få samtaler. Nogle gange er det nok at snakke i telefon eller maile sammen. Andre møder jeg. Det er helt individuelt. Jeg har haft en del kvinder i erhvervslivet. For Tanja betyder det meget, at jeg kan give hende en række praktiske råd. Andre har mere brug for nogen at sparre med omkring deres visioner på langt sigt.
- Det der betyder noget er, at man er på bølgelængde med hinanden, og at mentor har det, som menteen søger.
Mest på mail
- Vi har faktisk kun snakket i telefon sammen en enkelt gang, fortæller Tanja. Herefter har vi mest haft kontakt på mail. Men det fungerer super fint. Tina er lynhurtig til at svare, og jeg har tit brug for et svar på akutte spørgsmål. Jeg betragter det, som at jeg er ved at tage en helt ny uddannelse, og jeg har 1000 spørgsmål om eksport, jura, prissætning, engrospriser osv. Det er som et helt nyt sprog, jeg er ved at lære, så det er virkelig rart at have en støtteperson på.
- Det er også hende der har fået den ide, at jeg skulle have en REVA-person tilknyttet som hjælper, tilføjer Tanja.
- For mig er det at blive selvstændig at træde ind i en helt anden verden. Min mor er venstreorienteret, og jeg er vokset op med, at alt det med forretning var noget pu-ha. Det var fint at være kreativ, men ikke at tjene på det. Så jeg er virkelig under omskoling, griner Tanja.
Og faktisk viser gummitaskerne sig nu at være en god forretning. Tanja har allerede indfriet sit mål om, at hun skal have dækket sine udgifter og håber snart at kunne leve af at lave tasker. Næste mål er, at hun skal producere nok til at kunne levere til den efterspørgsel, der faktisk er på dem, og med tiden vil hun også gerne eksportere.
- Jeg synes alle nystartede selvstændige bør have en mentor. Det har gjort, at jeg har løftet min forretning fra hobbyplanet til at blive en rigtig virksomhed.
Sidst opdateret: 12.08.2010